Kun 4 % af danskerne vil købe en elbil, som deres næste bil. Elbiler er nemlig for dyre. Kun hvis afgifterne sænkes yderligere, vil hver anden købe elbil. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring.
Hvilken type bil skal være din næste? Spørger man danskerne, er det benzin- og dieselbilen, der står højest på ønskelisten. Blot 4 % svarer, at de vil købe en elbil, som deres næste bil. Den er nemlig for dyr og har ikke stor nok rækkevidde.
Hver anden svarer dog, at lavere afgifter vil få dem til at skifte deres nuværende bil ud med en elbil.
”Det er en øjenåbner, at lavere afgifter og priser vil få flere til at udskifte deres nuværende bil med en elektrisk. Vores undersøgelse peger altså på, at det er helt afgørende, at afgifterne bliver sænket eller fjernet, så vi kan få flere elbiler ud på vejene. Jeg håber, at der fra politisk side er villighed til at gøre det mere økonomisk attraktivt at købe en mere miljøvenlig bil. Det bør i hvert fald være aktuelt, når nu flere partier kæmper om, hvem der er de mest grønne,” siger Henrik Sagild, skadedirektør i Gjensidige Forsikring.
Er der praktiske problemer med elbiler?
Mange danskere efterspørger el-biler til en lavere pris, men også rækkevidden, batteriets opladningshastighed og antallet af ladestationer er vigtige parametre, hvis den gamle bil skal opgraderes til en eldreven.
”Elbilen er som teknologi stadig ung, og de næste par år kommer til at byde på store fremskridt. Vi ser gradvist, hvordan rækkevidden bliver længere og batterierne bedre. Derfor er der lyse udsigter for en mere grøn dansk trafik, hvis blot danskerne udskifter de gamle biler med elbiler i takt med, at teknologien bliver endnu bedre,” siger Henrik Sagild.
Som benzin- og dieselbiler skal elbiler også forsikres gennem en lovpligtig bilforsikring med ansvarsforsikring.
I 2017 købte danskerne færre end 700 elbiler
Hele 43 % af det danske elforbrug var i 2017 dækket af vindenergi, og med fokus på at bygge nye, effektive vindmøller, vil dette tal sandsynligvis kun stige i fremtiden. Danmark har de bedste forudsætninger for at blive en af verdens grønne oaser, når det kommer til omstilling til miljøvenlig trafik.
Desværre har salget af elbiler stort set ikke udviklet sig siden 2015, og tilføjelsen af registreringsafgift har altså haft sin tydelige effekt på antallet af solgte elbiler. I dag er kun ca. 9.000 af de 2.5 mio. biler i Danmark elbiler.
”Danmark har tidligere været kendt som en grøn stormagt. Det håber jeg, at vi kan blive igen. Resultaterne i vores analyse viser meget tydeligt, at danskerne har gode hensigter, når det kommer til elbiler. Med lavere afgifter og yderligere teknologisk udvikling kan Danmark blive elbils-foregangsland, ligesom eksempelvis vores naboer mod Nord i Norge er blevet det,” siger Henrik Sagild.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er foretaget af Kantar Gallup for Gjensidige Forsikring blandt 1841 repræsentativt udvalgte danskere i februar 2018.
Hvilken type bil regner du med, bliver den næste du køber?
- Benzinbil 33 %
- Dieselbil 13 %
- El-bil 4 %
- Hybridbil 10 %
- Regner ikke med at købe bil de næste mange år 30 %
- Ved ikke 10 %
Hvorfor vil du ikke købe en el-bil?
- Fordi den ikke kan køre langt nok på én opladning 27 %
- Fordi den er for dyr 39 %
- Jeg ser ikke el-biler som et reelt alternativ til benzin/dieselbiler 9 %
- El-biler er ikke gode nok i forhold til benzin/dieselbiler 6 %
- Af praktiske årsager der er andet end ovenstående 11 %
- Andet, notér 17 %
- Ved ikke 15 %
Hvad skal der til, for at du vil skifte din nuværende bil ud med en el-bil?
- Lavere afgifter/pris 51 %
- Større udvalg i el-biler 18 %
- Større rækkevidde på en opladning 47 %
- Hurtigere opladning af batteri 26 %
- Bedre sikkerhed i el-biler 4 %
- At der kommer flere ladestationer på de danske veje 31 %
- Mere tydeligt bevis på at el-biler er bedre for miljøet 9 %
- Når tiden er rigtig for at skifte min nuværende bil 16 %
- Andet, notér 7 %
- Jeg har allerede en el-bil 0 %
- Ved ikke 16 %